Kategoriarkiv: Vindistriktet Bourgogne

Klima

September er fra et klimatisk synspunkt årets vigtigste måned for vinbonden. Vejret i denne afgørende måned kan skabe eller ødelægge en årgang. Selvfølgelig betyder det noget for høstens størrelse, om der kommer frost i foråret, eller om blomstringen finder sted på det rigtige tidspunkt. Men det er i september, kvaliteten skabes. f.eks. september 1975, da regnen ødelagde hosten i Côte d’Or trods et perfekt vejr i foråret og sommeren. Og tænk på 1978, da det egentlig ikke tegnede særlig lyst, men hvor en pragtfuld september reddede det hele hjem til en stor årgang.

Det er noget af et chancespil at producere rødvin så langt mod nord, som i Bourgogne. Derfor er kvaliteten af hvidvinen også mere konstant end for rødvinens vedkommende. Selvfølgelig betyder det noget, om man befinder sig i Chablis, som er det koldeste og nordligste område, eller om man er i det sydlige Mâconnais. Man kan kompensere en ganske lille smule fra område til område ved vinmarkernes placering i forhold til verdenshjørnerne. Meget generelt kan man sige, at markerne ligger mod Øst og syd i Beaujolais, Mâconnais og Côte Chalonnaise, mens de ligger øst sydøst i Côte d’Or og sydøst sydvest i Chablis. Men det må gentages, at det er meget generelt sagt. Det er måske også lidt forenklet at pege på, at én af årsagerne til de mere stabile årgange i Bordeaux i forhold til Bourgogne er, at det næsten altid er varmere i Bordeaux i august og september, end det er i Bourgogne.

Lys og solskin er også en væsentlig faktor, når man skal vurdere mulighederne for at dyrke vin med succes i Bourgogne. Men i den sammenhæng må man sige, at Bourgogne ikke er dårligere stillet end Bordeaux, og luftens fugtighed er også nogenlunde den samme.

Det er regnen, der er det store problem i Bourgogne. Ikke så meget mængderne, men i højere grad tidspunktet og varigheden. Det er bedre med flere lette byger end en enkelt omgang kraftig slagregn. Efter den lette regn kan solen hurtigt varme jorden op igen. Vedvarende regn giver desuden risiko for råd i druerne. Men ikke engang større mængder regn behøver at være katastrofale. Selv efter en meget våd august kan varme og sol i september rette fuldkommen op på situationen.

Bourgogne er jo i geografisk udstrækning ikke noget stort område, men der er alligevel forskel på vejret i nord og syd. Côte d’Or er generelt mere tørt end de sydligere områder. På den anden side tyder noget på, at den nordlige del af distriktet oftere hjemsøges af ødelæggende haglbyger.

Endelig er der mikroklimaet, som tilsyneladende er mere afgørende i forbindelse med vindyrkning end med nogen anden form for landbrug. Faktorer som skråningernes og markernes beliggenhed, afstanden til skov og den almindeligste vindretning spiller tilsyneladende afgørende ind. Forskellen på topvinen og den mere ordinære bestemmes i høj grad af de mikroklimatiske forhold.

Terminologi

Man kan ikke være i Bourgogne ret længe eller læse en bog om distriktet uden at bemærke de mange sammensatte stednavne. Forklaringen er den ganske enkle, at de snu burgundere på et eller andet tidspunkt fandt ud af at tilføje navnet på den mest berømte vinmark til landsbynavnet, f.eks. Gevrey Chambertin, Morey St Denis og Chambolle Musigny.

Navnet på en vinmark (climat) fortæller ofte noget om, hvordan jordbunden er: Les Chaillots (kiselholdige småsten), Les Crais (småsten), Les Gréves (småsten eller grus); eller om den vegetation, der engang var på stedet: Les Charmes (elm eller avnbøg), Les Genevriéres (enebær), Les Chénes (eg); eller endda vildt, som har færdedes på stedet: Les Cailles (vagtler), Les Perdrix (agerhøns), La Combe aux Alouettes (lærkedalen).

Burgundisk stavemåde er ofte, hvad franskmændene ville kalde facultatif – der er frit valg. F.eks. Deminode og Deminaude, Véroilles og Varoilles. Det er også usikkert, om der skal et »s« i enden af Passe tout Grains eller ej, og i Chablis kan retskrivningen nærme sig det rene anarki. Men heldigvis har det ingen indflydelse på vinens smag.

Der er én regel, som næsten altid holder i Bourgogne: ,x udtales som ss, f.eks. Fissin (Fixin) og »Aussey Duresses« (Auxey Duresses).

Appellationerne

De første spæde forsøg på at definere vindistrikter og beskytte vinenes oprindelse blev gjort af Karl VI i 1416. Han definerede to hovedområder. »Vin Francois, var vin fra Parisområdet i meget bred forstand, og Vin de Bourgogne var alt, hvad der blev produceret på den anden side af broen ved Sens, herunder Auxerrois og Beaunois, og som blev fragtet på floden Yonne. Siden 1416 er det hele blevet lidt mere indviklet. Men det må endnu en gang understreges, at det franske AC system (og det gælder ikke kun for Bourgogne) ikke er nogen garanti for kvalitet, hvilket de fleste af os nok ville ønske. Hvis det skulle ske, ville det kræve, at kontrolsmagningerne blev mere grundige og bedre kontrolleret. Det er nok utopi at håbe på det. Men man kunne måske realistisk tro på, at reglerne kunne udformes af uvildige personer med et godt og grundigt kendskab til vindyrkning, i stedet for som nu af bureaukratiske skrankepaver, der måske nok arbejder ud fra de bedste motiver, men sjældent kender faget og dets betingelser til bunds.

AC lovgivningen garanterer vinens geografiske oprindelse og sætter regler for vindyrkning og fremstilling. Det i sig selv skulle fore til en bedre kvalitet. Der er regler for følgende: Arealer der må tilplantes med vinstokke – tilladte druesorter.

Mindste alkoholstyrke før chaptalisering Maksimum udbytte pr. hektar. Metoder for tilplantning, beskæring og behandling i Øvrigt af vinstokkene. Lagring og behandling af vinen i øvrigt. Der er fire organisationer, der tager sig af kontrol med og markedsføring af fransk vin: INAO (Institut National des Appellations d’Origine) INIVIT (Office National Interprofessionel des Vins de Table) SRFCQ (Service de la Répression des Fraudes et du Contrôle la Qualite, DGI (Direction Génerale des Impôts)

Den vinlovgivning, der er gældende nu, er blevet udviklet og revideret stort set op gennem hele dette århundrede. Det kulminerede med den revision i 1974, som for alvor har åbnet for nogle fremskridt. De to 1974 forordninger standsede det efterhånden stærkt devaluerede og meget flydende kvalitets­system. Det indebærer bl.a., at alle AC vine skal analyseres og smages. Før 1974 var der frit slag for udbyttet. En ejer af en Grand Cru mark kunne få Grand Cru AC på op til 30 hl/ha af sin produktion. Resten blev solgt som Premier Cru, kommune vin, Bourgogne Rouge eller blot som Vin de Table i en slags faldende kvalitetsskala. Men al vinen var den samme, kun priserne var forskellige. Genialt.

Siden 1974 har vindyrkeren på tidspunktet for det, man kalder déclaration de récolte (erklæring af høsten) måttet beslutte sig for, hvordan han ønsker sin vin klassificeret. Det er nemlig afgørende for det tilladte hektarudbytte. Systemet bygger på en rendement de base man kan sige, at det er det tilladte hektarudbytte i et normal år. Men da vin er noget levende, og da udbytte og kvalitet varierer år for år, fastsætter man hvert år et “rendernent annuel”, så man i gode år kan få lov at høste mere og i dårlige år mindre end det fastsatte basisud­bytte. Oveni hele dette ret indviklede system kommer plafond limite de classement (PLC), som giver avleren mulighed for at høste, normalt op til 20% mere end det fastsatte årsudbytte. Men denne sidste overbygning er ikke risikofri, for den indebærer en obligatorisk smagning af vinen. Hvis vinen ikke klarer denne smagning, bliver hele høsten kasseret og dømt til destillering. Det afholder selvfølgelig mange vinbønder (specielt i Beaujolais) fra at søge om denne tilladelse. De bryder sig ikke om emsige snushaner i deres kældre.

Det må siges, at det vanskelige klima i Bourgogne oftest gør en sådan overproduktion til en ønskedrøm. På mange ejendomme, særlig dér hvor der er mange gamle vinstokke, kan det være vanskeligt at nå op på det normale maksimumudbytte for Grand Cru vine.

Det ville uden tvivl være en god idé, om man gjorde forskellen på det tilladte udbytte for Grand Cru vine og de øvrige større. Premieres Crus og kommunevine kan godt tåle en større produktion i gode år, mens Grands Crus hverken kan eller skal yde så meget.

Der skete en udvikling i den forkerte retning lige før den store årgang 1982. Røde Grand Cru vine som Corton fik deres rendement de base hævet fra 30 hi/ha til 35 hl/ha. Udvidelsen var endnu større for de gode hvidvines vedkommende. For Chablis Grand Cru blev grænsen hævet fra 35 hl/ha til 45 hl/ha og for Montrachet fra 30 hl/ha til 40 hi/ha. Montrachet er et godt eksempel på, hvordan systemet i dets tre faser kan fungere. Rendement de base er altså nu 40 hl/ha. På grund af det gode år i 1982 blev “rendement annuel” fastsat til 60 hl/ha, dertil skal lægges 20 pct. PLC, så det totale, tilladte udbytte blev 72 hl/ha, altså i alt 80% over normaludbyttet. Ganske vist har store udbytter ikke den samme indflydelse på kvaliteten af hvidvin, som de har på rødvin, især vin, produceret på den meget følsomme Pinot Noir. Men når mængderne bliver så store, kan det ikke undgå at påvirke kvaliteten. Det skal dog siges til mange avleres ros, at de ikke gik op til denne høje overgrænse.

Et eksempel fra 1983 viser, at man også kan gå den modsatte vej, selv om det er mere usædvanligt. På grund af hagl kom “rendernent annuel” for visse Grand Cru vine til at ligge under “rendement de base”. Det gjaldt bl.a. Romanée Conti, Echézeaux og La Tâche, samt nogle kommuner, bl.a. Vosne Romanée. Til gengæld fik de så efter smagning en mægtig PLC-tilladelse.

Det er ikke alle steder, det fungerer lige godt med de lovkrævede smagninger. I Côte Chalonnaise, hvor man møder en meget stor grad af selvjustits, går det glimrende. Men i det vanskelige og meget sammensatte Côte d’Or har det vist sig umuligt hvert år at smage alle vine i hver eneste vindyrkers kælder. Det er ikke noget, der bekymrer hovedparten af producenterne, men det er klart, at det er en svækkelse af kontrolsysternet. Meningen er nemlig, at vinen skal smages hos den enkelte vinbonde og ikke i kældrene hos de store købmænd (négociants). Det vil sige, at de skal smages ganske få måneder efter høst, inden de så at sige risikerer at ”forsvinde” i blandinger. Det, der sker i virkeligheden, er, at der ganske vilkårligt udtages nogle prøver i nogle producenters kældre, og det kan højst have en mild præventiv virkning.

I det hele taget er det vanskeligt at gennemføre en effektiv kontrol. INAO skal føre tilsyn med, at den mængde bourgogne, der sælges, svarer til høsten. Men der går mange hovedveje gennem Bourgogne, så der er rigelig mulighed for hurtigt at flytte lidt rundt på vinen og på den måde lave lidt små numre. INAO skal smage en producents vin mindst én gang hvert tredje år. Men de år, hvor vinen ikke prøvesmages, kan man komme ud for nogle slemme skuffelser. Så trods regler og lovgivning, hviler en stor del af kontrollen på forbrugeren og på tilliden til den ærlige og dygtige producent.

AC systemet svigter værst og oftest i Bourgogne på grund a den hykleriske og overbærende holdning man har til en de regler. Værst er det måske, når det drejer sig om chaptalisering (tilsætning af sukker til mosten for at hæve alkoholprocenten). Reglerne er ganske klare: 1, 7 kg sukker pr. 100 liter most vi hæve alkoholprocenten med ca. 1 pct. Der må højst tilsættes 9 kg pr. 300 liter most og højst 200 kg pr. hektar. Men oveni disse krav skal lægges, at der kun må chaptaliseres, hvis mosten uden sukkertilsætning naturligt kan nå op på AC kravenes minimumsgrænse. Det er almindelig kendt, at man f.eks.

1984, da mange vine (især rødvine) ikke kunne klare dette krav, tilsatte sukker i mængder, der lå langt ud over det tilladte. Og ingen greb ind.

Et andet eksempel, som viser, at AC-lovgivningen ligger lidt fjernt fra de vinmæssige realiteter i Bourgogne, er forbudet mod syretilsætning. Mange bourgogner kræver et tilskud af vinsyre, hvis de skal kunne holde. Det er der ikke noget ondt i, og det er i øvrigt et problem, man kender mange steder

Frankrig. Hvis myndighederne ville indse dette, kunne det måske skabe større tiltro til, at AC systemet er skabt for at forbedre vinen. Og ikke for at nogle mennesker skal sidde og udfylde formularer og flytte rundt på papirer.

I Bourgogne er AC-hierarkiet bygget sådan op:

Grand Cru

Premier Cru

Kommune vin (AOC Communale)

Generiske eller regionale vine

Den sidste kategori omfatter Bourgogne og Bourgogne Grand Ordinaire, Bourgogne Rosé Marsannay, Bourgogne Passe Tout Grains, Bourgogne Aligoté, Bourgogne Hautes Cótes de Beaune samt Bourgogne Hautes Cótes de Nuits.

Geografi

Bourgogne ligger i det østlige Frankrig, langt væk fra havene, og deres påvirkning, og floderne har heller ikke nogen synderlig indvirkning på mikroklimaet. Serein i Chablis er alt for lille til at have nogen klimatisk betydning, og Saône i Côte Chalonnaise ligger for langt fra skråningerne med de vigtige vinmarker. Tættest ligger flod og vinmarker i Mâconnais, hvor Saône med jævne mellemrum går over sine bredder, men det er som regel andre afgrøder end vinen som må tage skrubbet ved sådanne lejligheder.

Chablis ligger 136 km nordvest for Dijon og 70 km syd for Aube, det sydligste område i Champagne. Man har traditionelt givet den specielle jordbund, som er en blanding af ler og kalksten æren for Chablis’ kvaliteter. Her trives Chardonnay-druen nærmest perfekt. Men i dag har eksperterne en opfattelse af, at den undergrund af Portlandskalksten, man finder i nogle af områderne omkring Chablis, er lige så velegnet.

Desværre hærges Chablis ofte af hårdt vintervejr med frost helt hen i maj måned. Specielt virker det, som om de bedste vinmarker lige ved selve Chablis by har en særlig tiltrækning på frosten og sneen. Og i 1985 blev området hjemsøgt af kraftig snestorm så sent som den 16. marts som en sidste krampetrækning efter en speciel hård vinter. Côte d’Or, eller la Côte som man siger lokalt, strækker sig fra Dijon 50 km sydpå til Dezize les Maranges i departement Saône et Loire. Côte d’Or de gyldne skråninger har fået sit navn på grund af de flammende, gyldne farver vinbladene får om efteråret. Når man ser dette fantastisk smukke syn, glemmer man nemt, at kun 2 pct. af landbrugsarealet i Côte d’Or er plantet til med vin; men der er 2.300 vinbønder, og 30 pct. af de beskæftigede ved landbruget arbejder med vin. Man kan i vinmæssigt forstand dele Côte d’Or op i tre områder. Først og fremmest ”selve” la Côte med Côte de Nuits og Côte de Beaune, Hautes Côtes og de flade områder omkring Beaune. De fornemste vine kommer uden sammenligning fra la Côte, hvor ejendommene er meget små. Gennemsnitligt 5 ha. De fleste er familieejede og ofte med ganske små parceller spredt ud i forskellige kommuner.

Hautes- Côtes, som tidligere har været et overset område, ligger oppe i baglandet, hvor vinstokkene plantes på skråninger i nogle små dale, der kaldes combes. Her ligger vinmarkerne mellem frugttræer og buske med solbær og hindbær. Det er et område, der er på vej frem. Rigtigt og fornuftigt dyrket har det også økonomisk en fremtid for bønderne som vinland. Placeringen af markerne er ikke alle steder helt så gode som i la Côte, og man er mere afhængige af vejret og dets luner.

De flade områder omkring Beaune er ikke specielt præget af vindyrkning, men der dyrkes alligevel både Pinot Noir, Chardonnay, Aligoté og Gamay på en egn, som er præget af blandet landbrug.

Côte Chalonnaise er ikke én lang sammenhængende perfekt “sydøstvendt” skråning, men en række, enkelte bakkeskråninger syd for Chagny. Vinmarkerne ligger generelt lidt højere end i Côte d’Or (300-335 m over havet), og derfor høster man normalt også tre-fire dage senere end i de nordligere områder. Rully og Mercurey ligger ganske tæt på hinanden, mens Givry ligger mere for sig selv sydvest for Chalon sur Saóne. Fra Montagny og Buxy kommer der nogle gode hvidvine. Vinmar­kerne i Côte Chalonnaise er mere direkte Østvendte, end vi ser dem i Côte d’Or.

Størstedelen af vinmarkerne i Mâconnais ligger nordvest for selve Mâcon by, men de bedste marker ligger omkring Pouilly sydvest for byen de kaldes sommetider ”Pouilly satellitterne”.

Men det er mod nord, at man producerer de store mængder af Mâcon bulkvin på de milde og bølgende skråninger. Vinmarkerne veksler med græsmarker, hvor det hvide kvæg går og hygger sig med det saftige græs. Længere sydpå i Mâconnais bliver skråningerne mere stejle og landskabet mere dramatisk. Det er herfra de bedste vine kommer.

Mâconnais går direkte over i Beaujolais nærmere betegnet over i de granitklipper, hvor de ni Beaujolais cru kommer fra. I den del af distriktet ligger vinmarkerne tæt, og her finder man mere end halvdelen af hele AC området i Bourgogne med en meget afvekslende jordbund, skiftende fra ler og kalksten til sand og granit. I det hele taget er jordbunden i Bourgogne enhver geologs drøm. Bourgogne ligger lige i yderkanten af Massif Central og Morvan. I Côte d’Or er der limsten som basis, blandet op med mergel der i geologisk forstand er en opstemmet kalksten desuden er der ler, sand og grus (blandt meget andet).

I tidens løb er kalksten fra det øverste af skråningerne blevet vasket ned over de lavere liggende arealer, hvor det er blevet blandet med mergel. Det er kun godt, for mergel er i sig selv alt for fed som grobund for gode og kraftige rødvine. Men der er på den anden side heller ingen tvivl om, at man uden mergel ikke ville kunne producere store rødvine så langt mod nord. (Hvem bortset fra de mest patriotiske vil kalde Pinot Noir fra Alsace eller Spätburgunder fra Tyskland for »store« vine?)

Som en tommelfingerregel kan man sige, at Chardonnay trives godt på jord der har mergelsten som basis, men i øvrigt er meget kalkholdig, mens Pinot Noir på meget kalkholdig jord næsten uvægerligt vil give tynde vine. Derfor kan man heller ikke vente de store resultater af de vine, som kommer fra nytilplantede, meget kalkholdige marker allerøverst på skråningerne.

Côte de Nuits er et smallere område end Côte de Beaune, og skråningerne er stejlere. De fleste vinmarker er østvendte, mange af dem selvfølgelig med en drejning mod nord eller syd. Jordbunden er i det store og hele ens overalt, men visse steder er der flere aflejringer fra istiden, og det kan måske forklare, hvorfor der er disse “lommer”, hvor der pludselig ligger en mark i topklassen. Generelt kan man om Côte de Nuits og Côte de Beaune sige, at de bedste marker ligger højere oppe på skråningerne i Côte de Nuits, end de gør længere mod syd.

Der arbejdes året rundt med jorden. Det er endda sådan, at man med mellemrum henter den nedvaskede jord nede på det nederste af skråningerne og lægger den højere op. I almindelig landbrugsmæssig forstand bliver jorden udpint i disse gamle vindistrikter. Det kan muligvis være en af årsagerne til de store forskelle, der er på vin fra »den gamle verden« og »den nye verden « I f.eks. USA og Australien planter man ofte vinstokke på ung og helt jomfruelig jord. Hvem tør i den forbindelse påstå, at det ikke kræver en lidt udpint jord at skabe en vin med virkelig finesse?

 

Historie

Plinius og Plutarch påstod, at gallerne invaderede Italien på grund af landets vin. Og da de gæve gallere stak halen mellem benene og flygtede nordpå over Alperne, skulle de have taget de romerske vin-traditioner med sig til Bourgogne. Det er nok et noget lokalpatriotisk synspunkt. Det er mere sandsynligt, at vinstokkene blev bragt til Bourgogne via de græske besiddelser omkring Marseille omkring år 600 før vor tidsregning, altså længe før romerne og også længe før de opdagede vinens velsignelser.

Vin-historien i Bourgogne er uløseligt forbundet med kirken. Fra slutningen af det 5. århundrede blev der bygget klostre overalt i Bourgogne, og mange af nutidens store og fornemme appellationer i Bourgogne skyldes gaver fra konger og aristokrater til klostrene. Bl.a. var det cistercienserne, som grundlagde Clos de Vougeot.

I over 100 år var det de skiftende hertuger af Valois, der havde den egentlige magt i Bourgogne, som de havde den mange andre steder i Frankrig og i Flandern. En nøgleperson i denne periode af den franske historie var Hertug Philip den Godes kansler, Nicolas Rolin, som i 1443 for at bøde lidt på sine barske handlinger grundlage Hôtel Dieu som hospital for de fattige. Hospitalet drives i dag for de indkomster, man har fra vindyrkningen på de efterhånden store besiddelser, man har modtaget væsentligst som testamentariske gaver.

Hertugernes herredømme i Bourgogne sluttede i 1477, og området blev under Louis XI en egentlig del af Frankrig.

I 1395 gik Hertug Philip den Dristige til kamp mod Gamaydruen. Han krævede vinstokkene revet op og erstattet af den mere ædle Pinot. Denne ordre kan betragtes som startskuddet til en langvarig kamp i Bourgognes vinhistorie. Det har været et spørgsmål om kvalitet eller kvantitet. Gamay, som er en højtydende druesort, har altid haft en tendens til at løbe af med sejren i den strid. Til eksempel kan nævnes, at der i 1855 ud af i alt 26.500 ha vinmarker i Côte d’Or var tilplantet 23.000 ha med Gamay.

Der er også gennem tiden sket store forandringer i udstrækningen af de arealer, der er plantet til med vinstokke.

For at forstå, hvorfor der er så mange ejere af Bourgognes vinmarker, skal man tilbage til Den Franske Revolution i 1789, da alle kirkens ejendomme blev splittet op og delt. Også mange af adelens besiddelser blev delt for aldrig senere at blive samlet igen. De franske arveregler, der ligesom de danske indebærer, at alle børn arver lige, har medført endnu flere delinger.

Bourgogne undgik ikke de to store ulykker, der ramte de franske vindyrkere i det 19. århundrede. Den første var mælkeskimmel en form for meldug som nedsatte udbyttet voldsomt, indtil man fandt ud af at pudre med svovl. En metode, man under varierende former har brugt lige siden.

Den anden ulykke, phylloxera, havde endnu værre konsekvenser, som man kan se på det voldsomme fald i vinarealet i perioden mellem 1875 og 1929. Vinlusen kom fra USA, og den slog simpelthen vinstokkene ihjel ved sine angreb på planternes rødder. Man havde ikke nogen gennemprøvet videnskabelig metode til udryddelse af vinlusen. Det betød, at vindyrkerne tyede til alskens gamle husråd. Blandt de forslag, som kom frem var at man skulle oversvømme vinmarkerne. Men det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre på skråningerne. Og også andre radikale forslag måtte forkastes. Problemet kunne i sidste ende kun løses ved, at man podede vinstokkene på amerikanske rødder, som var og er immune over for vinlusens angreb. Men de økonomiske omkostninger var enorme. Mange Vinbønder kunne ikke magte udgifterne, så de opgav enten vindyrkning eller forlod simpelthen området. Det medførte et drastisk fald i det samlede vinareal. Det var de bedste marker, som fik lov at bestå, og udbyttet på disse marker steg. Så på mange måder var situationen alligevel bedre efter end før vinlusen

Om vindistriktet Bourgogne

For mange mennesker det gælder både franskmænd og udlændinge er ordet Bourgogne synonym for vin og et overstadigt muntert liv. Det fremkalder visioner om gastronomi, gemytlighed, røde kinder, baskerhuer, vinkældre og slaskede bukser. Hvordan omverdenen egentlig har skabt sig dette billede af Bourgogne, fortaber sig lidt i alkoholiske tåger, men der er ingen tvivl om, at det er sådan, de fleste opfatter området. Om dette image har været en hjælp til eller en hæmsko for Bourgognes placering blandt de store vindistrikter er en anden sag.

I vinmæssig forstand består Bourgogne af Yonne som først og fremmest kendt for Chablis, Côte d’Or, Côte Chalonnaise, Mâconnais og Beaujolais. Chablis er en »Ø«, der ligger mere eller mindre isoleret og er egentlig naturligere en del af Champagne, men nu hører Chablis til Bourgogne og er en del af den burgundiske korridor, som fører ned til Rhône dalen og Middelhavet.